Spektakulært fund under Paris’ palads: Antik mur og glemte grave – Me and Met

Årtusinders byhistorie gemt under stenbelægningen

Hvor dommere normalt fælder afgørelser og advokater bærer tunge sagsmapper, lå der skjult en fortid ingen kendte til. Under den nuværende Justitspalads på Île de la Cité har udgravninger bragt rester frem fra antikken, middelalderen og nyere tid. Fundene kaster nyt lys over udviklingen af den berømte Seine-ø — længe før Notre-Dame, fængslet og paladset kom til at dominere billedet.

Udgravninger i Justitspaladset: Storstilet renovering møder oldtiden

Baggrunden for opdagelserne er en kommende renovering af Justitspaladset i Paris. Inden gravemaskiner og boreudstyr rykkede ind, var arkæologer fra Ville de Paris og det franske forskningsinstitut Inrap forpligtet til at undersøge grunden i sensommeren og efteråret 2025. Sådanne ”forebyggende” udgravninger er obligatoriske i Frankrig, når der bygges i historisk følsomme zoner.

Over et areal på godt 100 kvadratmeter i den såkaldte ”cour du Mai” — paladsets æresgårdsanlæg — åbnede holdene undergrunden lag for lag. Det, der begyndte som en rutineopgave, udviklede sig hurtigt til en lille arkæologisk sensation.

Udgraverne stødte på:

• Resterne af en massiv mur fra romersk tid
• Mindst elleve begravelser i et hidtil ukendt gravfelt
• Dekorerede gulvfliser fra det 13. og 14. århundrede
• Spor af en middelalderlig kælderkonstruktion, der ikke optræder i nogen kendte planer

Fundene lå under et af Frankrigs mest symbolsk ladede steder — og figurerer på ingen historiske kort.

Den gådefulde mur: Forsvarsvold fra senantikkens by?

For mange fagfolk er fundamentet af en antik mur det mest opsigtsvækkende fund. Det bevarede afsnit er cirka tre meter bredt — et imponerende byggeri, langt fra en simpel havemur. Dateringen og konstruktionsmåden tyder på, at der er tale om en del af Île de la Cités senantikke befæstning — et afsnit af bymuren fra perioden mellem det 3. og 5. århundrede efter Kristus.

Historikerne kendte hidtil kun befæstningens forløb i store træk. Hvis forskernes formodning bekræftes, skal den rekonstruerede murtracé revideres. Det vil få konsekvenser for fremstillingen af byens historie — fra skolebøger til museumsmodeller.

Rundt om muren dukkede en tæt samling af menneskelige aktivitetsspor op. Udgravningsholdene fandt omkring tyve gruber, flere stolpehuller og seks begravelser i simpel jordbegravelse. Sådanne fund afslører meget om et areals anvendelse — fra træbygninger til arbejdspladser.

Spor fra overgangen mellem republik og kejserdømme

I det samme område kom spor fra endnu ældre lag frem. Nogle gruber dateres til overgangen fra det 1. århundrede før Kristus til det 1. århundrede efter Kristus — netop den periode, hvor den romerske by Lutetia opstår. Det styrker indikationerne for, at Seine-øen allerede meget tidligt var et kernområde for bebyggelsen — ikke kun den venstre Seine-bred, som længe har været i forskningens fokus.

Middelalder og nyere tid: Fliseskår, brand og en forsvunden kælder

Udgravningen stopper ikke ved antikken. Over de romerske lag ligger kraftige aflejringer fra middelalderen og nyere tid. Mange steder fandtes nedrivningslag med murbrokker, mørtelstykker, tegl og brændt materiale. Meget tyder på, at disse fyldlag hænger sammen med de store ombygninger efter den ødelæggende brand i 1776, der lagde store dele af de kongelige anlæg på øen i aske.

Mellem ruinerne lå hundredvis af fragmenter af såkaldte ”carreaux historiés” — rigt dekorerede gulvfliser. De bærer liljeornamenter, det franske kongehusets våbenmærke, samt dyremotiver. Sådanne fliser kendes fra udgravninger i Louvre, særligt fra Cour Carrée. De aktuelle fund viser, at en tilsvarende fyrstelig udsmykning også var udlagt i paladsområdet på Île de la Cité.

En kælder ingen kendte til

Særligt fascinerende for bygningsarkæologien er en middelalderlig kælderkonstruktion, der tegnede sig under gårdspladsen. Den stammer fra den periode, hvor kapetingerne opretholdt et af deres centrale kongesæder på øen. I de hidtil analyserede historiske planer optræder dette rum slet ikke — hvilket åbner for to forklaringer: Enten gik kælderen ud af brug allerede i middelalderen og blev glemt, eller de overleverede tegninger er ufuldstændige.

Sådanne fund viser, hvor mangelfuldt selv tilsyneladende velundersøgte bygninger kan være dokumenteret. Arkæologien supplerer arkiverne og korrigerer traditionelle opfattelser.

Elleve grave midt i Justitspaladset

Udover muren og kælderen optager begravelserne forskerne mest. I det hidtil undersøgte område identificerede de en lille begravelseszone med mindst elleve grave. Der er tale om jordbegravelser uden prangende gravgaver, sandsynligvis fra middelalderen eller den tidlige moderne tid.

Hvorvidt de afdøde hørte til et hospital, en stiftskirke eller en tidligere kirkegård, er endnu uafklaret. Historiske kilder nævner flere kirkelige institutioner på øen, der forsvandt i forbindelse med de store omformninger fra det 18. århundrede. Antropologer vil i de kommende år undersøge skeletterne nærmere — alder, køn, sygdomme og oprindsesspor i knoglerne kan alle kaste lys over disse menneskers hverdagsliv.

Hvad sker der nu: Næste udgravningsetape fra foråret 2026

Den nuværende kampagne er kun begyndelsen. Foråret 2026 bringer endnu et udgravningsafsnit på en anden del af paladsarealet. Først når alle områder er systematisk undersøgt, kan puslespillet af fund sættes samen til et samlet billede.

Sideløbende analyserer forskerne det såkaldte ”fundmateriale”: keramik, glas, metalgenstande, dyreknogler, mørtelprøver og pudserrester. Disse detaljer hjælper med dateringen og forståelsen af levevilkårene. Samtidig gennemgår et særskilt team historiske planer, byggesagsdokumenter, skattelister og gamle beskrivelser for at koble de arkæologiske spor med skriftlige kilder.

Hvert skår, hver mørtelrest og hver linje i gamle planer kan blive afgørende for at skrive øens historie om.

Hvorfor sådanne udgravninger er så vigtige for Paris

Île de la Cité betragtes som den historiske kimcelle i Paris. Den, der vil forstå, hvordan en romersk bebyggelse blev til en millionby, kan ikke komme uden om dette sted. Forskningen har længe koncentreret sig om store bygningsværker som katedralen eller resterne af romerske termer. Små, målrettede byggegrube som den i Justitspaladset leverer nu supplerende brikker til puslespillet.

For byplanlæggere og bevaringsfolk spiller sådanne data en vigtig rolle. De påvirker, hvordan nye byggeprojekter planlægges, hvilke områder der kræver særlig beskyttelse, og hvor besøgende måske en dag kan se arkæologiske vinduer i gulvet. I en tæt bebygget by som Paris tæller hver eneste kvadratmeter, der giver indblik i undergrunden.

Hvad begreber som ”forebyggende arkæologi” betyder

”Forebyggende arkæologi” betegner udgravninger, der gennemføres inden større byggeprojekter for at sikre fund i tide. Disse arbejder foregår ofte under tidspres og i tæt koordination med entreprenørerne. Målet er at indsamle så meget information som muligt, inden gravemaskiner tager over.

Også ”carreaux historiés” — det vil sige fortællende eller dekorerede gulvfliser — har en særlig udsagnskraft. De afslører bygherrernes rang og smag, viser våbenskjolde, dyrefigurer eller bibelske scener og giver fingerpeg om værksteder og handelsveje.

Hvad almindelige mennesker kan lære af sådanne fund

Den, der kun kender Paris fra postkortbilleder, opdager gennem sådanne udgravninger, hvor lagdelt byen egentlig er. Under enhver plads og enhver gårdsplads gemmer sig spor fra andre epoker. Et nutidigt justitspalads ligger over et kongeligt hof, dette over et romersk forsvarsværk — og derunder kan der sagtens ligge rester af endnu ældre bebyggelser.

Lignende situationer findes i mange europæiske byer: I Köln, Trier og Wien viser arkæologiske vinduer i parkeringskældre og kældre, hvordan romerske mure løber direkte under det moderne byliv. For rejsende er det værd at kigge ind i mindre bymuseer eller deltage i guidede ture på byggepladser, hvor arkæologer forklarer deres arbejde. Dér bliver byhistorien pludselig meget konkret — ikke kun i tykke billedbøger, men direkte i jorden under ens egne fødder.